PROFIL
Jeg har mine rødder i den klassiske trykgrafik, og det grafiske er et vigtigt omdrejningspunkt i min praksis, hvor jeg også arbejder med fotografi, tegning, tekster og artist’s books. Grundlæggende har jeg en fascination af tryksværte og papir: trykte ord og trykte billeder som æstetiske og tekniske udtryk.
Grafikken bevæger sig i mange retninger i dag med både traditionelle medier og digitale processer. Et stort spektrum af kunstneriske muligheder, og jeg afprøver nysgerrigt nye grafiske udtryk på tværs af medier og med konceptuelle og håndværksbetonede tilgange.
Det fotografiske bruger jeg som selvstændigt udtryk, eller i grafiske fotomontager. Jeg fotograferer både analogt og digitalt og dyrker pinhole fotografiet som et råt og upoleret udtryk og modpol til den digitale billedverden.
I grafikken arbejder jeg gerne med fotogravure for at kombinere det fotografiske med dybtrykkets stoflighed og farvernes udtryk.
Jeg er optaget af den menneskelige eksistens i stort og småt, krop og køn i kultur, hverdagsliv og historie. Mine værker har ofte tematisk og undersøgende karakter. Både grafik og foto er medier med historiske referencer, hvilket for mig er en ekstra bonus i forhold til kunstnerisk spillerum og udtryk.